Tilia er et eksklusivt garn spundet af 70 % kidmohair og 30 % morbærsilke. Garnet er teknisk set et meget tyndt, kamgarnsspundet og børstet garn. Mohair har mange af de samme gode egenskaber som uld – det er varmt, smukt og kan absorbere fugt, hvilket gør det behageligt at bære. Sammenlignet med uld er mohairfibrene mere blanke og en smule stærkere. Silke er kendt som en af de mest eftertragtede tekstilfibre gennem historien og bidrager med glans, styrke og en utrolig blød fornemmelse. Kombinationen af silke og den lette, luftige mohair gør Tilia til et særligt luksuriøst garn at strikke med.
Mohair stammer fra angorageden, som oprindeligt kommer fra området omkring Ankara i Tyrkiet – deraf navnet. Ordet mohair har arabiske rødder, og angorageden kaldes også nogle gange mohairged. Tilia spindes af mohair fra udvalgte farme i Sydafrika.
Morbærsilke er den fineste kvalitet silke og kendetegnes ved sin smukke glans og sine ensartede, stærke fibre. Silken har været produceret i Kina i tusindvis af år og var i antikken en eksklusiv handelsvare, som kun Kina fremstillede.
Tilia kan strikkes alene, men egner sig også perfekt som følgetråd. Prøv at kombinere det med andre garnkvaliteter som Peruvian og Arwetta for at finde din ønskede strikkefasthed.